Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

Rødt øje hos hund og kat

I modsætning til mennesker, har hunde og katte med et "rødt øje" normalt ikke en betændelse i øjets bindehinde som følge af en infektion med bakterier.
Ved præsentation af en hund eller kat med oplysning om, at patienten formentlig har en konjunctivitis (betændelse i øjets bindehinde), kan der være tale om mange andre og mere alvorlige øjensygdomme. 


Hund med akut betændelse i bindehinden. Bindehinden er hævet og meget rød.

Konjunctivitis

  • Betændelse i øjets bindehinde, hvor det normalt hvide væv bliver rødt og hævet, betyder at der er en irritation til stede.
  • Betændelsen er altså et symptom og ikke en diagnose på øjensygdommen.

Årsager til et rødt øje

  • Hos hund kan årsagerne være Keratitis (hornhindesår), Keratoconjunctivitis sicca (tør betændelse i øjets hornhinde og bindehinde), Glaukom (grøn stær), Uveitis (betændelse i regnbuehinden), Episcleritis (betændelse i senehinden), linseluksation (løsning af øjets linse), sygdomme i øjenlåget, fremmedlegemer og allergi.
  • Hos kat kan årsagerne være Keratitis (hornhindesår), Keratoconjunctivitis sicca (tør betændelse i øjets hornhinde og bindehinde), Uveitis (betændelse i regnbuehinden), Herpesvirus, Eosinofil Konjunctivitis, Chlamydia, Mycoplasma og allergi.

Episcleritis 


Hund med tilbagevendende allergisk betændelse i øjets binde- og senehinde. Senehinden presses fremad med en højrød bindehinde liggende oven på. Hornhinden er i områder grålig uklar med blodårer i den del af hornhinden, der ligger op til bindehinden.
Der ses også Cornea Dystrofi med krystallinske udfældninger af fedt centralt i hornhinden

Episcleritis er en betændelse i de yderste lag af sclera (senehinden), der omgiver øjeæblet, og sygdommen kan optræde i tre former.

  1. Den alvorligste er en dybtgående betændelse, der kan ødelægge de yderste lag af øjeæblet og være årsag til, at der går hul på øjet.
    En hurtig behandling med en operation er nødvendig og herefter en intensiv medicinsk 
    behandling.
  2. Ved den anden form for episcleritis opstår en fortykkelse af sclera.
    Denne sygdom i senehinden kan være årsag til, at der i den nærliggende hornhinde kan optræde et sår, fordi tårevæsken ikke fordeles normalt.
    Sydommen kan også brede sig til hornhinden, så der opstår en episclerokeratitis, betændelse i både senehinde og hornhinde.
  3. Ved den tredje form, diffus episcleritis optræder et område i senehinden rødt, og rødmen tiltager med hævelse af det pågældende sted.
    Denne form for episcleritis optræder hyppigst hos Collie, Rottweiler og Amerikansk Cockerspaniel, men kan ses hos alle racer.
    Diagnosen stilles ved udtagelse af vævsprøver fra området, eller ved et skrab fra området, hvor efter cellerne undersøges under et mikroskop.


Border Collie, 3 år med en nodulær episcleritis.
På billedet ses en afgrænset pinkfarvet hævelse under bindehinden

Behandling

Behandlingen afhænger af, hvilken form for episcleritis der er tale om.

Allergi

En allergisk betændelse kan være forårsaget af pollen, husstøvmider, svampe, mug, foder og allergi såvel som irritation fra nye tæpper eller gulvlak.

  • Ved mistanke om allergi, kan der udtages biopsier, prøver af øjets bindehinde, der undersøges af øjenpatologer.
  • En allergisk konjunctivitis behandles med forskellige midler, der bekæmper betændelsen.
  • Hvis det lykkes at finde frem til årsagen og fjerne denne, vil allergi problemet være løst.

Eosinophil Keratitis


Huskat, 7 år med Eosinophil Keratitis.
Hornhinden er diffus uklar med store rødlige belægninger af nydannet væv.

Katte kan udvikle en specifik type af keratitis, hvor diagnosen kan stilles ved at undersøge cellerne i et skrab fra øjets bindehinde og hornhinde.

  • Den dominerende type celler blandt de hvide blodlegemer er den eosinophile, der findes ved en speciel farvning af det mikroskopiske præparat.
  • En årsag til Eosinophil keratitis er ikke fundet, men herpes og andre virus eller allergi er under mistanke.
  • Det er vigtigt at finde ud af, at der ikke er tale om herpes, fordi i behandlingen af eosinophil keratitis
    indgår brug af binyrebark hormoner, og disse må ikke anvendes ved herpes infektioner.

Andre årsager til Felin Conjunctivitis  og keratitis hos kat


Huskat, 8 uger inficeret med Herpes Virus.
Bindehinden er meget hævet og rød. Midt i hornhinden ses et stort og dybtgående sår.

Katte har sygdomme i de øverste luftveje forårsaget af Herpes, Mycoplasma eller Chlamydia.

  • Den hyppigste årsag til konjunctivitis hos kat er en infektion med herpesvirus.
  • Dette virus er hyppigt årsag til sygdomme i de øverste luftveje og spredes, når katten nyser eller hoster.
  • Andre årsager til sygdomme i de øverste luftveje og konjunctivitis er Chlamydia og Mycoplasma.
  • Selvom disse ikke er virus, lever organismerne også inden i de levende celler i vævene.
  • Disse infektioner er ikke særligt hyppige, men kan optræde som et problem, hvor man har opdræt af katte.
  • Ingen af de to infektioner kan forårsage sår i hornhinden som f.eks. Herpes.
  • Chlamydia og Mycoplasma kan påvises i det akutte stadium af sygdommen.
    Ved mikroskopisk undersøgelse af celler i skrab fra øjets bindehinde findes såkaldte inclusionslegemer.
  • Behandlingen er antibiotika og/eller lokal behandling af øjet.
  • Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjendyrlægen på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her