Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

Hvordan foregår en øjenundersøgelse af min hund eller kat ?

  • Undersøgelse af øjet er uden ubehag for patienten.
  • Ved undersøgelsen benyttes evt. dråber, der lokalbedøver øjet eller udvider pupillen.
  • Dine oplysninger om patientens forudgående symptomer og varighed er vigtige for øjendyrlægen.
  • Tidligere behandling og hvilken medicin, der har været anvendt. 
    Medbring evt. medicin, du har brugt eller bruger for øjeblikket.
  • Oplysning om tidligere sygdomme er også vigtigt for øjendyrlægen at vide.
  • Øjet og de omliggende strukturer, øjenlåg, blinkhinde, tårekanaler, hornhinde og pupil undersøges først ved normalt lys og herefter i et lysdæmpet lokale.
  • Med et biomikroskop/spaltelampe der har en forstørrelse fra 10-25 x undersøges øjenlåg, tårekanaler, bindehinde, hornhinde, det forreste øjenkammer, iris, linsen og den forreste del af glaslegemet.

  • Med et indirekte og evt. direkte oftalmoskop undersøges øjets nethinde og synsnervens indmunding i nethinden.
  • Ved en øjenundersøgelse foretages der ofte en måling af den vandige tåreproduktion, der har afgørende betydning for at holde øjet normalt fugtigt.

  • Med et elektronisk instrument, en Tonopen, foretages evt. en måling af trykket i øjet.
  • Undersøgelse for sår i hornhinden foregår ved brug af en farvevæske på øjet.
  • En gonioskopi med en speciel linse på øjet er en undersøgelse af øjets kammervinkel, der kan fortælle, om der er normalt afløb for væsken inden i øjet. 
    Kammervæsken skal hele tiden opretholde et normalt tryk i øjet.

  • Et elektroretinogram (ERG) fortæller om nethinden fungerer normalt.
  • Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjendyrlægen på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her