Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

Betændelse i hornhinden hos kat
Eosinofil Keratitis


Huskat, 1 år.
I den udvendige halvdel af hornhinden ses et stort uklart område med hvidgrå belægninger.
Blodårer vokser fra bindehinden ind i hornhinden for at hjælpe til at stoppe betændelsen.

Forekomst 

  • En unik sygdom, der kun forekommer hos katte, og overvejende hos yngre katte.
  • Sygdommen ses hos alle racekatte og almindelige huskatte.
  • Eosinofil keratitis optræder undertiden sammen med eosinofilt granulom, hvor der forekommer sår i overlæben eller på benene eller maven, men en sammenhæng mellem disse to sygdomme er ikke påvist.

Årsag

  • Årsagen er ukendt, men herpes virus er påvist i mange tilfælde samtidig med eosinofil keratitis.
    En sammenhæng mellem en samtidig forekomst af herpes og eosinofil keratitis er ikke påvist.


Hornhinden i begge øjne er angrebet af betændelse.

Højre øje af katten, der ses på billedet til venstre.

Symptomer

  • Det ene eller begge øjne kan fra starten være angrebet.
  • I hornhinden ses i begyndelsen et hvidt til lyserødt uklart område i hornhinden, der hyppigt starter ved den udvendige eller indvendige kant af horhinden.
  • En osteagtig belægning, der klistrer let til hornhindens overflade.
  • Uklarhed i hornhinden omkring området og indvækst af blodårer i hornhinden.
  • Betændelse i øjets bindehinde, der bliver rød.
  • Slimet udflåd fra øjet.
  • Lysskyhed, sammenknibning af øjenlågene og fremfald af blinkhinden kan forekomme og er udtryk for smerte i øjet.
  • I nogle tilfælde er der en nedsat produktion af den vandige del af tårevæsken.

Diagnose

  • Dyrlægen foretager en mikroskopisk undersøgelse af et overfladisk skrab fra området i hornhinden.
  • Ved en speciel farvning af det udtagne materiale kan der i de fleste tilfælde påvises et forøget antal af eosinofile hvide blodlegemer.
  • Evt. undersøgelse for herpes virus.

Behandling

  • Behandling med specielle øjendråber kan i de fleste tilfælde fjerne sygdommen i hornhinden, men i mange tilfælde er det nødvendigt med en langvarig behandling.
  • I starten behandles øjet flere gange daglig, men senere kan behandlingen trappes ned til en enkelt gang daglig eller hver anden dag.
  • I tilfælde hvor lokal behandling af øjet ikke er tilstrækkeligt, må der samtidig behandles med binyrebarkhormoner.
  • Ved påvisning af herpes virus må der også behandles med medicin mod denne sygdom.
  • Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjendyrlægen på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her