Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

En unik sygdom i hornhinden hos kat
Cornea Sekvestrum hos kat


Cornea Sekvestrum hos en racekat.
I hornhinden ses et mørkt område af dødt væv.
En blodåre er vokset ind i hornhinden fra bindehinden.

Kronisk betændelse i hornhinden

  • En langvarig kronisk betændelse med udvikling af et område i hornhinden med dødt væv er en unik øjensygdom, der kun ses hos katte.
  • Sygdommen optræder hyppigst hos Perser, Himalyan, Siameser, Abyssinerkat, men cornea sekvestrum kan ses hos alle racer og også hos almindelige huskatte.
  • Sygdommen optræder lige hyppigt hos begge køn og i alle aldersklasser, bortset fra killinger.
  • Det syge område i hornhinden opstår i centrum eller lidt forskudt for centrum.
  • Sygdomsforløbet er langvarigt, mange måneder eller mere end et år, hvis katten ikke gennemgår en operation med fjernelse af det døde væv.
  • Uden om sekvestret kan ses en diffus uklarhed, indvækst af blodårer og sår i hornhinden.


Cornea Sekvestrum hos en kat, 7 mdr.
Et stort sort område af dødt væv ses midt i hornhinden.
En stor og mange små blodårer er vokset ind i hornhinden.

Symptomer

  • Unormalt flåd fra øjet af en mørk farvet tårevæske.
  • Lysskyhed, hvor øjet holdes delvist eller helt lukket, og evt. er der fremfald af blinkhinden foran øjet.
  • Nedstemthed, katten sover meget og gemmer sig, mangler appetit som følge af smerter i øjet.
  • I starten af sygdommen ses et svagt brunt farvet område.
  • Senere bliver området mørkt brunt og sort og ligger som en hævelse i hornhinden.

Årsager

Ingen øjenspecialist ved i dag med sikkerhed, hvorfor denne alvorlige øjensygdom opstår.

  • Cornea sekvestrum optræder dog i mange tilfælde efter en forudgående betændelse eller sår i hornhinden.
  • Racekatte med fremtrædende øjne er mere udsatte for traumer af hornhinden.
  • Virus og her bl.a. Herpesvirus kan fremkalde sygdommen.
  • Sygdomme, som f.eks. Katte Aids, der har svækket immunsystemet, kan også have indflydelse på fremkomsten af et Cornea sekvestrum.
  • Nedsat mængde tårevæske.
  • Arvelighed kan heller ikke udelukkes.


Cornea Sekvestrum hos en huskat, 3 år.
Katten havde forud haft tilbagevendende symptomer på Herpes infektion.
Central i hornhinden ses et sort område af dødt væv.

Undersøgelse 

  • Øjenspecialisten foretager en speciel undersøgelse med brug af et øjenmikroskop i et mørkt lokale.
  • Ved hjælp af mikroskopet kan dyrlægen se, hvor dybt i hornhinden sekvestret ligger.
  • Med en speciel farvetest på hornhinden afsløres ofte samtidigt et sår uden om sekvestret.


Cornea Sekvestrum hos en Perserkat, 4 år.
Central i hornhinden ses et stort sort område af dødt væv, hvor blodårer vokser ind til området.

Behandling


Med brug af et operationsmikroskop opereres et kar for Cornea Sekvestrum.

  • Betændelse og sår i øjet er smertefuldt for katten, og derfor er første skridt at fjerne smerten.
    Smerten fjernes ved at indlede behandlingen med specielle øjendråber og evt. samtidig 
    behandling med smertestillende tabletter.
  • Ved Cornea sekvestrum kan det døde væv omfatte et større eller mindre område.
  • Sekvestret kan ligge overfladisk eller dybt i hornhinden, og i sidstnævnte tilfælde kan udviklingen være årsag til, at der går hul på øjet.
  • Øjenspecialisten vil derfor tage stilling til en kirurgisk fjernelse af det døde vævsområde.
  • En operation på et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet gør indgrebet mindre og forhindrer, at Cornea sekvestret går i dybden.
  • Et tidligt indgreb giver også et mindre ar i hornhinden, samtidig med at katten hurtigt bliver fri for smerter.
  • Ved et fint kirurgisk indgreb, der foregår med brug af et øjenmikroskop, fjernes den ødelagte del af hornhinden.

A
Det første snit i hornhinden lægges uden for området med det døde væv.

B
De fire snit i hornhinden har nu afgrænset det område, der skal fjernes.



C


Med en fin pincet løftes op i det ene hjørne af hornhinden og med en fin kniv skæres ind under det syge område.

D

Afslutning på operationen, hvor alt det døde væv fjernes.

 

  • Ved nogle operationer dækkes såret herefter med et transplantat for at fremskynde helingen.
  • I andre tilfælde vil øjendyrlægen dække øjet midlertidigt med blinkhinden, det tredje øjenlåg, for at give såret ro til at hele.
  • Efterbehandling i hjemmet vil være øjendråber eller -salve.
  • Det er vigtigt, at øjet efter operationen bliver undersøgt ved besøg hos øjendyrlægen, der vil kontrollere, at helingen foregår planmæssigt.
  • Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjenspecialisten på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her