Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

Uklare udfældninger i hornhinden
Cornea Dystrofi

Hornhinden dækker øjets forside


Krystallinske udfældninger af fedt i hornhinden hos en ældre hund.

  • Øjenlåg og blinkhinde fordeler tårevæsken og holder hornhinden klar og ren.
  • Cornea Dystrofi er uklare udfældninger i hornhinden af gråhvide, krystallinske eller metalliske uigennemsigtige korn, der kan bestå af fedtsyrer, kolesterol eller kalcium.


Krystallinske udfældninger af fedt i hornhinden hos en Schæferhundblanding, 2 år.


Krystallinske udfældninger af fedt i hornhinden hos en Collie, 3 år.

  • Cornea Dystrofi optræder som regel med ens udseende i begge øjne, men kan også  forekomme i kun det ene øje.
  • Placeringen i hornhinden kan være i centrum eller i periferien af hornhinden.
    Uklarhederne kan ligge i de overfladiske eller i de dybere lag af hornhinden.


Collie med krystallinske udfældninger af cholestrol

  • Størrelsen, formen og uklarhederne kan variere.
  • Cornea Dystrofi optræder på forskellige alderstrin hos de enkelte racer.

Forekomst

  • De sygelige forandringer i hornhinden er synlige med det blotte øje, men i de fleste tilfælde vil de ikke udvikle sig til større uklarheder og medføre nedsættelse af synet eller blindhed.
  • Uklarhederne i hornhinden kan ikke fjernes med øjendråber eller øjensalve.
  • Hos nogle racer kan der opstå et sår i hornhinden over området med Cornea Ødem.
    Dette sår er smertefuldt og kræver hurtig behandling.
  • Hos enkelte racer, Boston Terrier og Chi Hua Hua, optræder Cornea Dystrofi i en sen alder og i en speciel form.
    Som følge af et svind af cellerne på hornhindens bagside trænger der væske ind i hornhinden, der efterhånden bliver fuldstændig hvid og uklar.
    I enkelte tilfælde udvikler der sig blærer i hornhinden, der kan briste og medføre sår, der er meget vanskelige at behandle.
    Desværre er der ingen behandling, der kan hindre sygdommen i at udvikle sig, der til sidst kan medføre blindhed.


Senil degeneration i hornhinde hos en Boston Terrier, 11 år

Årsager

  • Sygdommen er hos nogle racer arvelig, eller der er mistanke om arvelighed: Shetland Sheepdog, Siberian Husky, Beagle, Amerikansk Cocker Spaniel, Miniature Schnauzer, Airedale Terrier og andre racer.
  • Uklarhederne kan også opstå i et område af hornhinden, der tidligere har været udsat for et fysisk traume.
  • For højt indhold i blodet af kolesterol og triglycerider eller en nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen kan være medvirkende til fremkomsten af Cornea Dystrofi.

Behandling

  • En operation eller laserbehandling kan fjerne uklarhederne, men erfaringen viser, at de sygelige forandringer i hornhinden som regel vender tilbage i løbet af få måneder.
  • Mistanke om forhøjet indhold af kolesterol og triglycerider samt nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen kan afklares med en blodundersøgelse.
  • Hunde med Cornea Dystrofi har sjældent nogen form for ubehag eller smerte i øjet.
  • I enkelte tilfælde kan der opstå et sår i hornhinden i området over Cornea Dystrofien.
    Hunden vil derfor få et rødt øje med tåreflåd og sammenknibning af øjenlågene.
    Hurtig hjælp hos øjendyrlægen er derfor nødvendig.
  • Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjendyrlægen på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her